The Accusative: Predicate, Double Object, Instrumental and Adverbial
Syntax & Usage — Wülfing
Loquentes translation and abridgement from Wülfing. Repetitive example catalogues are condensed; Wülfing’s conceptual discussion is retained. The full cleaned German extract appears below in the collapsible block. The extensive alphabetical verb catalogue (§§ 97–116) is intentionally omitted from the learner lesson sequence.
Chapter Four: The Accusative.
§ 96 A. The Accusative as Predicate Noun. The predicate accusative is treated in Volume Two (Part I, Section IV, Division II, Chapter I).
B. The Accusative with Verbs. I. The simple accusative object alone appears with transitive verbs (see the alphabetical catalogue §§ 97—116, which is omitted here as an extensive lexicon).
§ 117 2. Double Accusative: Apart from verbs taking a predicate accusative, several verbs in Alfredian Old English take a double accusative: one personal object (the person asked or taught) and one non-personal object (the thing asked or taught), which is sometimes cognate with the verb. The principal verbs governing two accusatives are: - acsian (to ask): Bo. 378, 28 ic ðe wolde giet ascien sume spræce (I would yet ask thee a certain question). - gelæran / læran (to teach): Be. 584, 33 he moste hi gelæran ða geryno ðæs Cristenan geleafan (he might teach them the mysteries of the Christian faith); Cp. 5, 1 ðone wisdom þe hine God lærde (the wisdom which God taught him); Ps. 24, 3 lær me þine paþas (teach me thy paths).
§ 118 3. Verbs with an Accusative beside Another Case. c. Several verbs are constructed in Alfred with an accusative of the person and an instrumental of the thing. I. With verbs of separation or deprivation, this instrumental has ablative force: - alysan (to deliver, release): eac swylce mennisce ðeowdome alysde & hi gefreode (released them from human servitude and set them free). - anscogean / unscogean (to unshoe): his mægas hiene anscogen oðre fet (let his kinsmen unshoe him of one foot); se bið eac mid ryht(e) oðre fet onscod (he is also rightly unshod of one foot). - beceorfan, beslean (to cut off, strike off): þa het he hine heafde beceorfan (then commanded he him to be beheaded [deprived of his head]); heafde beslagen (struck off of head). - onlysan, tolysan (to loose, release): onlysed þy lichaman (loosed from the body). II. The instrumental denotes the means or instrument: - begyrdan (to encircle): Breotone ealond begyrdon (encircled the island of Britain with the wall). - forgieldan, gyldan (to pay, requite): forgielde þone wifman fullan gielde (requite the woman with full wergild). - gestandan (to attack, seize): he wæs untrumnesse gestanden (he was attacked by illness). - ofstingan, oftorfian (to slay with a dagger, pelt with missiles): ofstang his hors his seaxle (stabbed his horse with his knife); hie oftorfedon mid heora scute þone consul (they slew the consul by their shooting).
C. The Accusative as Adverbial Determination. § 119 1. The accusative is used adverbially to express time. a. It denotes duration of time (answering the question "how long?"): e.g. sume tid, lytle hwile (for a little while); ealle his lifes tid (all his life's time); Romane besæton Ueiorum þa burg X winter (the Romans besieged the city of Veii ten winters); Hannibal gefeaht III dagas (Hannibal fought three days); hundsiofontig wintra (seventy winters); ealle heora woruld, eowre woruld (all your life). b. It denotes time when (answering the question "when?"): e.g. ða lafe þære nihte tide (in the remainder of the night time); ealne weg (always, all the way); ealle ða hwile (all the while); ealne dæg (all day long); ælce niht (every night); ealle dagas mines lifes (all the days of my life).
§ 120 2. The accusative is used adverbially to express spatial extent, distance, or measure: e.g. fram dæle ðara fota feower fingra gemett seo druh wæs ðam lichoman lengre (from the part of the feet the coffin was four fingers' measure longer than the body); seo sæ lið mænig hund mila up in on þæt land (the sea lieth many hundred miles up into the land); siex mila from dære byrig (six miles from the city); fela mila beforan his rædwæne (many miles before his chariot).
§ 121 3. The adverbial accusative expresses manner: Certain accusative phrases have become fossilized adverbs of manner in Alfredian prose: e.g. nænig þing (by no means, in no wise: þæt nænig þing ne gedafenade swa æþelum cyninge); nane wuht (not at all: sume hire nane wuht underþiede ne sint).
Examples
be ðære acsunga, ðe ic ðe acsode, ic ðe wolde giet ascien sume spræce, ðe me ymb tweoþ
Judeas hine woldan don mare yfel ðonne hig mihton
he moste hi gelæran ða geryno ðæs Cristenan geleafan
ða burg ðæs modes, þe he gelærð ðone cræft, hu hit . . . .
siþðan he his cnihtas gelæred hæfde ðone cræft ðæs lareowdomes
ic ðe geo lærde ða cræftas
ðu . . . . us lærdest ða godcundan wisan
he ða ðeode . . . . Cristes geleafan lærde
hi lærde ða halgan bec & lifes regol
ðæt he hi lifes regol & rihte Eastran healdan lærde
lærde hine ða geryno ðæs halgan geleafan
ðone wisdom þe hine God lærde
hu he oðre men læran scyle
ðæt he hine ða bisene lære
he gelæred wearð ðone cræft ðære bisceophāde
ðæt he lærde ða bisene ðæs weorces
ða lareowas ðonne . . . . lærað ða ungelæredan ðæt weorc ðære lare
gaþ ealle on ðone weg þe eow læraþ ða mæran wyrhtan
ðu þe us lærst ealle rihtwysnesse
lær me þine paþas
ealle ða . . . he . . . eac swylce mennisce ðeowdome alysde & hi gefreode
his mægas hiene anscogen oðre fet, þæt mon mæge siþðan hatan his tun ðæs anscodan tun
se bið eac mid ryht(e) oðre fet onscod, & hiene mon scyle on bismer hatan se anscoda
ðonne bið us swiðe fracuðlice oðer fot unscod
þa het he hine heafde beceorfan
Johannes se Baptista wæs heafde becorfen
þær wæs þa heafde beslagen se . . . martyr
þa wæs eac swylce heafde beslegen . . . se mon
he eft onlysed þy lichaman byrneþ
þæt he sona þæs þe hine mon gefullade, his lichoman tolysed wære
be þam wealle, þe gearo Romane Breotone ealond begyrdon
forgielde þone wifman fullan gielde & þæt bearn healfan gelde
he wæs untrumnesse gestanden
wæs sona adle gestonden
wæs heo gestanden mid . . . untrumnysse
gielde . . . ðone wifmon healfan wyrðe
he ofstang his hors his seaxle
hie oftorfedon mid heora scute þone consul & hine his hors ofscuton
ymbseon mid heora modes eagum þa beorhtnesse þære soðan birhtu
sume tid
Bryttas sume tid gestildon fram utgefeohte
ænige hwile butan hyrde tealtrian
monigra geara tida ofer ealle Breotone ic flyma wæs
eall gear onwealh Norþanhymbra mægðe ahte
sum fæc
ealle his lifes tid
Romane besæton Ueiorum þa burg X winter
Hannibal gefeaht . . . III dagas
þrie dagas
lytle hwile
hie heora gefeohta þa hwile hie gerestan
þa hwile þe he hie gaderade
Romane eallne þone gear an monncwealme lægan
ealle hwile
hiene þær hwile besæt
þæt ge eow gehæbben sume hwile
hundsiofontig wintra
þa geswigode se Wisdom ane lytle hwile
gnorniaþ ealle heora woruld
ge winnaþ eowre woruld
fela geara
hi swa langne fyrst habbaþ leaf yfel to doone
þa witu ðe ic nu hwile þolode
þæt he æni hwile mæge locigan ongean þas sunnan
(God) þurhwunaþ a worulda world
þæt ic mæge wunian on þinum huse swiðe lange tiid, oþ lange ylde
gebid ane lytle hwile
wyrceað eow syx dagas
VI gear þeowige he
wyrce his weorc þa hwile, þe he self ne mæge
þeah he libbe twa niht oððe þreo
beo feowertig nihta on carcerne
þa ðe monige gear ær hi onhergedon
hi þæt þa georne dydon ða lafe þære nihte tide
let him ealne weg (= immer) þæt weste land on ðæt steorbord
ealle ða hwile he sceal seglian be lande
he þa æfteran syfan gear eall þæt folc gescylde wið þone miclan hungor
Læcedemonie þa hwile (= mittlerweile) gefremedon þone oðerne ealdormon
hie Scipia wæs ealle þa niht sleande
þa wæs he sume niht on anum nicoltan huse
þe he þa hwile (= mittlerweile) amirrð
ealne dæg ðæt bið min smeaung
þe ðu ealne weg gehete ðam monnum
næs ic næfre git nane hwile swa emnes modes
oðre hwile hit bið to tælenne, oþre hwile hit biþ to heriganne
sie . . . ðionde . . . eallne ðonne giogoþhad
þær . . on eardian ægðer ge wintras ge sumeras
ða hwile þe ic on þisse weorulde beo
ealne weig
ic swince on minre granunge & ælce niht ic sice & wepe
folgie me nu þin mildheortnes ealle dagas mines lifes
þa ongan ic clypian ealne dæg
fram dæle ðara fota feower fingra gemett seo druh wæs ðam lichoman lengre
seo sæ lið mænig hund mila up in on þæt land
sceoldon ealle hiera senatus cuman ongean heora consulas æfter þæm gefeohte siex mila from dære byrig
hiene het iernan . . . fela mila beforan his rædwæne
gif se ord sie þreo fingre (?) ufor þonne hindeweard sceaft
gif ge willað onþwegene beon þa halwendan wellan (?) fulwihtes bæþes
þæt þæt nænig þing ne gedafenade swa æþelum cyninge
þe nu lustlice sibbsumes friðes & sumne dæl landes æt eow biddende sindon
sume hire nane wuht underþiede ne sint
Original German — Wülfing
Viertes Kapitel. DER AKKUSATIV.
Litteratur: E. Nader, Zur Syntax des Beówulf. Programme der Staats-Ober-Realschule in Brünn. 1879. 1880.
A. Der Akkusativ als Prädikatsnomen. § 96 Vom Prädikatsnomen werde ich im zweiten Hauptteile handeln; vgl. dort I. Abschnitt, IV. Abteilung, II. Kapitel.
B. Der Akkusativ bei Zeitwörtern. I. Der Akkusativ allein erscheint bei Alfred bei transitiven Zeitwörtern (vgl. die alphabetische Zusammenstellung §§ 97—116).
2. Abgesehen von den Fällen, wo zu einem transitiven Zeitworte mit dem Akkusativ noch ein prädikativer Akkusativ tritt, — worüber im zweiten Hauptteil gehandelt wird (I. Abschnitt. IV. Abteilung. I. Kapitel), — erscheint bei einigen Zeitwörtern ein doppelter Akkusativ. Der eine ist dann ein persönlicher, der andere ein sächlicher; dieser ist zuweilen stammverwandt mit dem Zeitwort. § 117
acsian, fragen. Bo. 378, 28 be ðære acsunga, ðe ic ðe acsode, ic ðe wolde giet ascien sume spræce, ðe me ymb tweoþ. Vgl. über andere Verbindungen dieses Zeitwortes beim Genitiv §§ 12. a., 36. a., beim Akkusativ § 97. beniman, berauben. (?) Be. 511, 15 (vgl. § 40. g.). don, zufügen (?). Ps. 9, 5 Judeas hine woldan don mare yfel ðonne hig mihton; dies könnte eine verkehrte Lesung sein. Über die sonstigen Verbindungen von don vgl. beim Dativ §§ 71, VI., 75., beim Akkusativ § 100. gelæran, lehren. Vgl. beim Dativ § 75, beim Akkusativ § 103 (S. 207). Be. 584, 33 he moste hi gelæran ða geryno ðæs Cristenan geleafan. Cp. 162, 6 ða burg ðæs modes, þe he gelærð ðone cræft, hu hit . . . .; 385, 3 siþðan he his cnihtas gelæred hæfde ðone cræft ðæs lareowdomes. Bo. 38, 2 ic ðe geo lærde ða cræftas; 366, 1 ðu . . . . us lærdest ða godcundan wisan. læran, lehren. Vgl. beim Dativ § 75, beim Akkusativ § 108. Be. 526, 42 he ða ðeode . . . . Cristes geleafan lærde; 570, 20 hi lærde ða halgan bec & lifes regol; 573, 27 ðæt he hi lifes regol & rihte Eastran healdan lærde; 586, 21 lærde hine ða geryno ðæs halgan geleafan. Cp. 5, 1 ðone wisdom þe hine God lærde; 12, 10 hu he oðre men læran scyle; 24, 7 ðæt he hine ða bisene lære; 30, 25 he gelæred wearð ðone cræft ðære bisceophāde (= didicit artem pastoralem); 248, 11 ðæt he lærde ða bisene ðæs weorces; 391, 26 ða lareowas ðonne . . . . lærað ða ungelæredan ðæt weorc ðære lare (= praedicationis suae opus auditoribus suis longe ante nos); 427, 16; 459, 21. Bo. 366, 2 gaþ ealle on ðone weg þe eow læraþ ða mæran wyrhtan. So. 177, 2 ðu þe us lærst ealle rihtwysnesse; 186, 33. Ps. 24, 3 lær me þine paþas; 32, 8; 33, 11.
3. Zeitwörter mit einem Akkusativ neben einem andern Kasus. a. Über die Zeitwörter, die neben einem Akkusativ der Person einen Genitiv der Sache haben, vgl. §§ 35—42. b. Über die Zeitwörter, die neben einem Akkusativ einen Dativ haben, vgl. § 78. § 118 c. Einige Zeitwörter verbindet Alfred mit einem Akkusativ der Person und einem Instrumentalis der Sache.
I. Bei Zeitwörtern der Trennung hat dieser Instrumentalis ablativischen Wert. alysan, befreien. Vgl. beim Akkusativ § 97. Be. 583, 23 ealle ða . . . he . . . eac swylce mennisce ðeowdome alysde & hi gefreode (= quos omnes . . . etiam libertate donando humanae jugo servitutis absolvit). anscogean, entschuhen. Obgleich es ja nicht der Fuſs ist, von dem getrennt wird, sondern der Schuh, kann man dies Zeitwort doch wohl am passendsten hier einreihen. Cp. 42, 17 his mægas hiene anscogen oðre fet, þæt mon mæge siþðan hatan his tun ðæs anscodan tun (= unumque ei pedem propinquus discalciet, ejusque habitaculum domus discalciati vocetur; Sweet übersetzt: let his relations take the shoe off one of his feet, that his house may afterwards be called the house of the one-shoed); 44, 8 se bið eac mid ryht(e) oðre fet onscod, & hiene mon scyle on bismer hatan se anscoda (Sweet: he is also rightly shod on one foot only, & he shall be called in ignominy the one-shoed). Beide Übersetzungen Sweets sind falsch, es heiſst jedesmal entschuhen; ðæs anscodan und se anscoda könnten allerdings heiſsen „the one-shoed", aber das entspricht dem Lateinischen nicht, das auch hier discalciare hat. Auch B.-T. verweist bei „anscod (= unshod, discalceatus)" auf „unsceod". Cp. 44, 14 heiſst es übrigens noch einmal: ðonne bið us swiðe fracuðlice oðer fot unscod (Sweet: unshod). Auf S. 509 giebt Sweet bei den „Corrections" auch für die ersten beiden Stellen unshod statt one-shoed. Vgl. § 78 unscogean. beceorfan, abschneiden. Be. 478, 3 þa het he hine heafde beceorfan; 491, 19 Johannes se Baptista wæs heafde becorfen. beslean, abschlagen. P. Be. 478, 33 þær wæs þa heafde beslagen se . . . martyr; 39 þa wæs eac swylce heafde beslegen . . . se mon. onlysan, befreien. P. Vgl. § 109. Be. 548, 29 he eft onlysed þy lichaman byrneþ (= solutus corpore). tolysan, befreien. P. Vgl. § 113. Be. 620, 36 þæt he sona þæs þe hine mon gefullade, his lichoman tolysed wære (= carne solutus).
II. Der Instrumentalis bezeichnet das Mittel oder Werkzeug: begyrdan, gürten. Vgl. § 98. Be. 552, 30 be þam wealle, þe gearo Romane Breotone ealond begyrdon (= praecinxere). forgieldan, vergelten. Über andere Verbindungen dieses Zeitwortes vgl. beim Dativ §§ 75, I, c., 78, beim Akkusativ § 102. Le. 76, 9 forgielde þone wifman fullan gielde & þæt bearn healfan gelde. Vgl. Nader, a. a. O. (1880), S. 13, § 32, b. gestandan, angreifen. P. Vgl. § 103. Be. 550, 4 he wæs untrumnesse gestanden; ebenso 555, 10; 571, 29; 620, 40 wæs sona adle gestonden. Vgl. 595, 16 wæs heo gestanden mid . . . untrumnysse; ebenso 632, 17. gyldan, vergelten. Vgl. über andere Verbindungen dieses Zeitwortes beim Dativ § 75, I, c., beim Akkusativ § 103. Le. 76, 17 gielde . . . ðone wifmon healfan wyrðe. ofstingan, erstechen. Vgl. § 109. Or. 116, 17 he ofstang his hors his seaxle (= mit seinem Messer; C. hat: under his seaxle = unter die Achsel, was wohl das Richtige ist). oftorfian, zu Tode werfen, steinigen. Vgl. § 109. Or. 166, 19 hie oftorfedon mid heora scute þone consul & hine his hors ofscuton (= warfen den Konsul durch ihr Schiefsen zu Tode und schossen ihn von seinem Pferde). ymbseon, umsehen. P. Bo. 368, 8 ymbseon mid heora modes eagum þa beorhtnesse þære soðan birhtu.
C. Der Akkusativ als adverbielle Bestimmung. § 119 1. Adverbial dient der Akkusativ zur Angabe der Zeit. a. Er bezeichnet die Dauer und antwortet auf die Frage „wie lange?“: Be. 480, 14 sume tid; 485, 11 Bryttas sume tid gestildon fram utgefeohte; 24; 493, 16; 505, 11 ænige hwile butan hyrde tealtrian; 509, 35; 513, 28 monigra geara tida ofer ealle Breotone ic flyma wæs; 523, 28 eall gear onwealh Norþanhymbra mægðe ahte; 527, 21 sum fæc; 549, 15 ealle his lifes tid. Or. 2, 26 Romane besæton Ueiorum þa burg X winter; 4, 31 Hannibal gefeaht . . . III dagas; 17, 11 þrie dagas; ähnlich 19, 26, 27, 30; 28, 28; 32, 25, 26; 56, 18; 62, 19 lytle hwile; 68, 3, 30; 70, 9 hie heora gefeohta þa hwile hie gerestan (vgl. 124, 10 þa hwile þe he hie gaderade; in dieser konjunktionalen Verbindung sehr häufig; vgl. darüber bei den Konjunktionen); 78, 32; 80, 25; 82, 22; 94, 5, 11, 24; 106, 5 sume hwile; ebenso 158, 24; 106, 10 Romane eallne þone gear an monncwealme lægan; 110, 27 ealle hwile; 120, 12, 15; 140, 27; 142, 22, 23; 146, 18 hiene þær hwile besæt. Cp. 98, 16 þæt ge eow gehæbben sume hwile; ebenso 226, 10; 316, 1 hundsiofontig wintra; 332, 15 lytle hwile; ähnlich 405, 5; 457, 23. Bo. 24, 1 þa geswigode se Wisdom ane lytle hwile; ähnlich 124, 3; 324, 22; 330, 25; 38, 16 ænige hwile; 48, 17 gnorniaþ ealle heora woruld (= all their life); ähnlich 190, 24; 94, 29 ge winnaþ eowre woruld (= all your life); 102, 4 fela geara; 25 sume hwile; 314, 5 hi swa langne fyrst habbaþ leaf yfel to doone. So. 169, 24 þa witu ðe ic nu hwile þolode; 182, 22 þæt he æni hwile mæge locigan ongean þas sunnan. Ps. 18, 8 (God) þurhwunaþ a worulda world; 22, 9 þæt ic mæge wunian on þinum huse swiðe lange tiid, oþ lange ylde; 36, 10 gebid ane lytle hwile. Le. 58, 3 wyrceað eow syx dagas; 11 VI gear þeowige he; 60, 16 wyrce his weorc þa hwile, þe he self ne mæge; 17 þeah he libbe twa niht oððe þreo; 68, 2 beo feowertig nihta on carcerne; ebenso 70, 6.
b. Er antwortet auf die Frage „wann?“: Be. 482, 19 þa ðe monige gear ær hi onhergedon; 596, 16 hi þæt þa georne dydon ða lafe þære nihte tide. Or. 17, 10 let him ealne weg (= immer) þæt weste land on ðæt steorbord; ebenso 25; 19, 17; 19, 14 ealle ða hwile he sceal seglian be lande; ebenso 20, 25; 34, 12 he þa æfteran syfan gear eall þæt folc gescylde wið þone miclan hungor; 56, 27 lytle hwile; ebenso 228, 25; 96, 20 Læcedemonie þa hwile (= mittlerweile) gefremedon þone oðerne ealdormon; ebenso 98, 34; 200, 20 hie Scipia wæs ealle þa niht sleande; 286, 29 þa wæs he sume niht on anum nicoltan huse. Cp. 38, 1 þe he þa hwile (= mittlerweile) amirrð; ebenso 348, 8; 168, 19 ealne dæg ðæt bið min smeaung. Bo. 8, 25 þe ðu ealne weg gehete ðam monnum; ebenso 60, 2; 72, 20, 25; 154, 28; usw. usw.; 140, 28 næs ic næfre git nane hwile swa emnes modes; 144, 28 sume hwile; 156, 9 oðre hwile hit bið to tælenne, oþre hwile hit biþ to heriganne (= bald . . . bald . . . .); ebenso 272, 21; 316, 30 sie . . . ðionde . . . eallne ðonne giogoþhad. So. 163, 14 þær . . on eardian ægðer ge wintras ge sumeras; 17 ða hwile þe ic on þisse weorulde beo; 164, 33 ealne weig; ebenso 193, 17; 197, 33; 199, 15. Ps. 6, 5 ic swince on minre granunge & ælce niht ic sice & wepe; 9, 28 ealne weg; 22, 8 folgie me nu þin mildheortnes ealle dagas mines lifes; 31, 3 þa ongan ic clypian ealne dæg; ebenso 34, 26.
§ 120 2. Adverbial dient ein Akkusativ zur räumlichen oder zur Maſsbestimmung. Vgl. hierzu die Anmerkung bei § 8 (S. 9. u.). Be. 580, 17 fram dæle ðara fota feower fingra gemett seo druh wæs ðam lichoman lengre. Or. 19, 20 seo sæ lið mænig hund mila up in on þæt land; 70, 25 sceoldon ealle hiera senatus cuman ongean heora consulas æfter þæm gefeohte siex mila from dære byrig; 280, 12 hiene het iernan . . . fela mila beforan his rædwæne. Le. 90, 36, § 2 gif se ord sie þreo fingre (?) ufor þonne hindeweard sceaft; þreo fingre steht nur in B, aber das weibliche oder neutrale þreo stimmt nicht zum männlichen fingre, und dies ist kein Akkusativ der Mehrzahl; sollte þreofingre die Geltung eines Eigenschaftswortes oder Adverbs haben? Anmerkung: Über ham, den zum Adverb erstarrten Akkusativ (der Form nach; nach Sievers, Gr.³ § 237. Anm. 2, in Wirklichkeit: endungsloser Lokativ-Dativ), handle ich beim Adverb.
§ 121 3. Der adverbiale Akkusativ bezeichnet die Art und Weise: Be. 507, 16 gif ge willað onþwegene beon þa halwendan wellan (?) fulwihtes bæþes (= si vultis ablui fonte illo salutari; Miller setzt gemäſs C. und B. þy, und sagt: „þa T. = þam or mid þa?); 514, 38 þæt þæt nænig þing ne gedafenade swa æþelum cyninge (= nulla ratione); nænig þing ist gradezu Adverb geworden, vgl. beim Instrumentalis § 129, zu 495, 20. Or. 48, 23 þe nu lustlice sibbsumes friðes & sumne dæl landes æt eow biddende sindon (? vgl. zu dieser Stelle beim Genitiv § 12. b.). Bo. 338, 9 sume hire nane wuht underþiede ne sint; auch nane wuht erstarrt zum Adverb.
Anmerkung: An der Stelle Cp. 98, 2 ðætte ðurh þa mildheortnesse his arfæstnesse ðæt he teo on hiene selfne oðerra monna scylda, & eac ðæt he an ealnesse ðære sceawunga his ingeðonces he hiene selfne oferstigge mid ðære gewilnunge ðara ungesewenlicra ðinga (= ut et per pietatis viscera in se infirmitatem caeterorum transferat, et per speculationis altitudinem semetipsum quoque invisibilia appetendo transcendat) ist nicht etwa, wie ich zuerst glaubte, adverbialer oder absoluter Akkusativ anzunehmen, sondern — wie das Lateinische zeigt — ðurh vor ða heanesse zu wiederholen. — In meiner Doktorschrift (Bonn, 1888) habe ich in § 28. c. aufser dieser Stelle auch noch vier andere aus der Cp. aufgeführt, die ich ebenso auffafste; jetzt aber bin ich anderer Ansicht: Die erste (72, 12) findet sich jetzt in § 240, die zweite ist eben besprochen worden, die dritte (104, 23) steht in § 40. c, die vierte (106, 21) werde ich bei den Anakoluthen behandeln, und die fünfte (190, 20) steht in § 306.
Über den Akkusativ mit dem Infinitiv werde ich später beim Zeitworte handeln.
Source: Johann Ernst Wülfing, Die Syntax in den Werken Alfreds des Grossen, vol. 1, pp. 149, 263-268, §§ 96, 117, 118, 119, 120, 121 (Der Akkusativ: Prädikat, doppelter Akkusativ, instrumentaler und adverbialer Akkusativ). Scan authority: archive.org diesyntaxindenw02wlgoog; OCR extraction aid: Google Books McUqAAAAMAAJ. Translator: Loquentes. Printed edition in the US public domain.